Undervisnings- og arbejdsform
På Handelsgymnasiet bruger vi mange forskellige undervisnings- og arbejdsformer. Foruden almindelig klasseundervisning vil du blandt andet møde projektarbejde, undervisning med computeren i fokus, case-opgaver med virkelige og erhvervsrettede problemstillinger, temadage, studierejser og tværfagligt arbejde. Endelig tager vi på virksomhedsbesøg og inddrager af og til gæster fra erhvervslivet i vores undervisning.
Vi bruger mange forskellige arbejdsformer, fordi vi gerne vil ruste dig til tiden efter Handelsgymnasiet.
I det virkelige arbejdsliv smelter fagområderne sammen, og man bruger ofte flere metoder til at løse en opgave.
Samtidig lever og arbejder vi i fællesskaber, hvor samarbejde og ansvarlighed er vigtige egenskaber. Vi har ikke afskaffet den ”almindelige” undervisning, men med mange forskellige arbejdsformer sikrer vi, at du bliver rustet til at klare dig bedst muligt efter uddannelsen – hvad enten du får brug for studiekompetencer eller vælger at gå direkte ud på arbejdsmarkedet.
Samarbejde og ansvarlighed trænes også gennem vores elevdemokrati. Du er sikret medindflydelse på din undervisning og skolens forhold, for eksempel gennem evalueringer og via elevrådet. Det er vigtigt, at du arbejder aktivt for at gøre skolen til et godt sted at være. Brug din indflydelse, både når det gælder om at overholde de fælles regler i klassen, være med til at bestemme, hvor studierejsen skal gå hen og diskutere arbejdsformer og emner i undervisningen.