Der var trængsel ved hovedindgangen og en mur af glade ansigter, da H.M. Dronningen fredag den 2. maj besøgte Roskilde Handelsskole med Mary Fonden for at lancere af trivselsprogrammet Me&We for erhvervsskoler.
Lanceringen markerer ikke blot en milepæl i arbejdet med trivsel – det blev også en dag fuld af nærværende samtaler om det, det hele handler om: tryghed og fællesskab på uddannelsen.
Roskilde Handelsskole har i de seneste år afprøvet pilotudgaven af programmet som en del af vores trivselsindsats på Eux Gymnasiet og Eud Business.
Derfor var de tre elever Jasmin, Maria og Jakob fra Eud Business på scenen sammen med vejleder Charlotte Dejgaard Thomsen for at fortælle om deres gode erfaringer med at bruge Me&We i praksis. De fortalte blandt andet om, hvordan de har fået et fælles sprog til at tackle det, der er udfordrende i et nyt fællesskab.
Også tre elever fra Eux Business, Katharina, Magnus og Casper, var på scenen i en åben samtale med både H.M. Dronningen og Rasmus Meyer, tidligere formand for Trivselskommissionen. Samtalen kredsede om det, der virkelig betyder noget for elevernes trivsel i hverdagen: sammenhold og sociale kompetencer
Dronningen lyttede opmærksomt, stillede spørgsmål og satte ord på, hvordan forskellighederne i en klasse kan blive til en fælles ressource.
“Det er interessant at forstå ens egne styrker og forstå, hvordan man kan bruge dem sammen med andres styrker til at støtte hinanden i livets udfordringer,” sagde H.M. Dronningen.
Dagen bød også på inspiration fra Chris MacDonald samt mulighed for at afprøve Me&We-programmets nyudviklede brætspil ”Sammen om livet”. Spillet blev spillet med stor entusiasme af H.M. Dronningen sammen med skolens elever.
Roskilde Handelsskole har som testskole været med til at tilpasse Me&We til Erhvervsskoler, så alle landets erhvervsskoler nu kan få glæde af programmet. Me&We sætter trivsel på skoleskemaet, og indeholder gode redskaber, så lærere og elever kontinuerligt arbejder med trivsel gennem hele skoleåret.
Me&We er udviklet af Mary Fonden i samarbejde med Just Human, Efterskolerne og LA10 og støttet af Tuborgfondet og Mary Fonden.
Følg studielivet på Instagram
Skolens Instagram er i hænderne på elever fra hhx, eux og eud.